
Aktiviteter og ture
Læs om alle de tilbagevendende ture og aktiviteter, som Klubberne i Roskilde arrangerer henover året.
Rollespil

Vi har fokus på at skabe plads til alle personligheder i rollespil.
Vi skaber spillefællesskaber, hvor børn med lyst til at kæmpe og bekrige, og børn der trives bedst med at samle ressoucer og holde sig i periferien af rollespillet kan mødes.
Vi spiller rollespil til hverdag og arrangerer året rundt flere tværgående rollespil, som er medvirkende til at vores medlemmer udvikler venskaber på tværs af områder, alder og køn.
Roskilde Klubfestival

Klubfestivalen er for alle medlemmer af fritidsklubben. Alle afdelinger lukker ned på dagen for i stedet at diske op med alverdens kreative aktiviteter, opfindsomme lege og musikalske indslag til Klubfestivalen.
Sjov Ferie: Klub Cabana @Vigen

I sommerferien inviterer vi til en uge under åben himmel i Klub Cabana.
Alle afdelinger i de deltagende områder lukker ned i den pågældende uge, og medlemmerne transporteres til og fra Vigen Strandpark.
I vores klub på stranden arrangerer vi fx warrior run, fodbold mod de voksne, kroket, badning (under opsyn af en kystlivredder) og kreative aktiviteter, brætspil.
Der ud over slapper vi bare af og hygger os i solen eller skyggen.
Sjov Ferie: Rollespil

I sommerferien inviterer vi til fælles rollespil for alle børn i 3.-8. klasse.
Vores særlige regler for rollespil i klubregi giver plads til nye og mere erfarne rollespillere samtidig. Desuden gør universets opbygning, at børn uden lyst til at kæmpe og bekrige også får en plads i rollepilsfællesskabet.
Til dette arrangement lægger vi op til, at medlemmerne forsøger sig med andre roller end de spiller til hverdag, hvis de er vant til at spille rollespil.
Sommer i Skoven @Boserup

I tæt samarbejde med Boserupgård Naturcenter inviterer vi til nogle fede dage i skoven i slutningen af sommerferien. Naturskønne og rolige omgivelser danner rammen om alt fra tilberedning af bålsnacks og bagning af stenovnspizza til fiskeri, kanosejlads, ponyridning og bueskydning.
Derudover arrangerer vi skovstratego, snitteværksted, mountainbikekørsel på Vikingesporet, rapelling, træklatring og pizzaorienteringsløb. I loungeområdet er der ro, hængekøjer, brætspil, skygge og hygge.
E-sport og gamerfællesskaber

Størstedelen af vores afdelinger har faciliteter af varierende omfang til computerspil med pædagogisk opsyn og deltagelse.
I klubben er digitale spil hverken asociale eller indholdsløs underholdning: spillene anvendes pædagogisk til at understøtte medlemmernes interessefællesskaber, til konfliktløsning og - for enkelte - som en vej ud af ensomhed. Fokus er på prosociale spil og på multiplayerspil, og vi prioriterer at guide vores medlemmer til at etablere sunde digitale vaner og en positiv spilkultur gennem dialog og vejledning i hverdagen.
Nerf @Musicon

KLUB UNG arrangerer Nerfkrig for alle fritidsklub- og KLUB UNG-medlemmer. Alt udstyret udlånes til de mange deltagere. Og på en 300m2 bane udstyret med baggrundslyd, røg og vilde kulisser kæmper to hold à 8-10 personer mod hinanden med legetøjspistoler, der skyder med skumpatroner.
Yderligere er banen åben ifm. bydelsfesten Rabalder i den følgende weekend.
Social medieuge

Vi afholder i uge 11 ”Social medieuge”.
Her sætter vi fokus på
- Aktuelt emne
- Udfordringer fx. Billeddeling og Mobning
- Sunde digitale vaner.
Igennem nytænkte kreative aktiviteter, events, happenings og konkurrencer.
Vilde Vulkaner

I sommerferien tager vi sammen med 700 glade og forventningsfulde børn af sted til Børnefestival i Vordingborg – en uforglemmelig oplevelse fyldt med fællesskab, musik og begejstring. Alle børn bor i samme lejr, hvor tryghed, nye venskaber og sjove oplevelser går hånd i hånd.
Fællesskabets nøgleord er:
-
Nye relationer
-
Glæde ved musik
-
Begejstring for dans
I løbet af dagen summer lejren af liv, når børnene optræder på scenen foran jublende venner. Vi står for en festlig optræden på 1-2 timer, hvor alle børn får mulighed for at skinne. Op til festivalen øver vi showet lokalt i afdelingerne, og det hele samles til en stor generalprøve ugen før afgang.
Om aftenen samles vi foran scenen til koncert med kendte danske kunstnere – et højdepunkt, som både børn og voksne ser frem til.