
Café Drop In
Vi laver mad hver dag med børnene i Drop in, hvor vi sørger for gode, lækre mellemmåltider til dit barn. I cafeen er den månedlige menu sammensat af vores børn.
Cafeen bliver også brugt som børnenes primære sted at hænge ud. Der er både et bredt udvalg af brætspil, som man kan hygge sig med i det store caféområde, og en PS5, som flittigt bliver brugt til fælles spil.
Drop in er samlingspunktet for klubben. Der er altid fyldt med liv, højt humør og gerne lidt musik oppe i caféen.
Drop in er delt op i 3 dele; caféen, et stort siddeområde og et aflukket lokale, der bliver brugt til teater, dans mm. kaldet 'Universet'*.
*Du kan læse mere om Universet inde på 'Musik og teater'.
Caféen
Vi laver hver dag mad i klubben, hvor vi involverer børnene i processen fra start til slut, så meget vi overhovedet kan. For at vi kan stille med mad til sultne børn, der kommer direkte fra skole, laver vi det meste af maden på forhånd.
Dog er menuen 100% sammensat af vores børn, der hver måned sætter sig sammen med en voksen og snakker om hvilke retter, som skal på madplanen. Her bliver der altid snakket om hvilke madvarer, der er i sæson og at pizza og nuggets også skal suppleres med andre, sundere retter. Madplanen er også en god mulighed for at børnene lærer at tage hensyn til andres behov og spisevaner.
Vores café er primært kørt af vores børn, der skriver sig på en dag på madplanen. Her hjælper de til med at lave maden færdig, anrette, servere og betjene. Der kan være op til 3 børn af gangen i caféen, hvor man lærer at samarbejde og vigtigheden af en hjælpende hånd og uddelegering af arbejdsopgaver.
En café-vagt bliver belønnet med en gratis gang dagens ret - og ofte et glas saftevand.
Siddeområdet
Drop in har et stort siddeområde, som vores børn og unge ofte bruger til 'bare' at hænge ud og snakke sammen. Der er flere forskellige underholdningsmuligheder; masser af brætspil, PS5, en dartskive og en god højtaler, hvor man godt kan få lov til at sætte dagens soundtrack på.
Der er oftest 2 voksne tilknyttet Drop in - én som står oppe i caféen og én som er nede ved siddeområdet. Da Drop in er et sted, hvor mange af vores børn samler sig, er det også oftest der, tingene går ekstra hurtigt og her er det godt med et sæt ekstra hænder, der går rundt og hører hvordan vores børn har det og løser små-konflikter, der kan opstå.
I Café Drop In serveres der mad for børnene hver dag. Børnene er selv med til at betjene hinanden og sørge for at der kommer mad over disken.
Alle mellemmåltider koster mellem 6-12 kr. alt efter rettens ingredienser.
I Drop in betaler med med betalingskort, som man ofte også bruger på sin skole. Det er vigtigt, at børnene har betalingskortet med, og at der er penge på, for der er desværre ikke mulighed for at betale med kontanter.
Klub Gadegården sørger gerne for rammerne til god trivsel hos vores medlemmer - derfor er det muligt at låne Drop in til diverse trivselsarrangementer, herunder klassefester, klassefødselsdage og lignende - for yderligere oplysninger er I velkomne til at kontakte Jonas på jona995r@klub.roskilde.dk
Her kan du møde: Malthe!

Malthe er nyligt tilkommen på Gadegården, hvor han faktisk selv har gået i klub i sin tid. Malthe er primært i Drop ind, men hjælper også i musik, hvor han både bidrager med band-practice og til diverse arrangementer såsom vores kommende teaterstykkes soundtrack.
I Malthes køkken er der fokus på bæredygtighed og sundere elementer, der tilføjes for at gøre retterne lidt mere nærende.
Med børnenes ord er Malthe: "...god til at lave mad og han er ret sej." - 4. klasser.
"God at snakke med." - 5. klasser.
Her kan du ofte møde: Rikke!

Rikke er koordinator på Gadegården og har til opgave at få matriklen til at køre på daglig basis. Ofte kan du finde Rikke i Drop ind, hvor hun enten står bag disken i køkkenet, eller er nede i siddeområdet sammen med børnene - blandt andet til en snak om planlægning af madplanen for den næste måned, og til design af denne.
Hvis ikke du finder Rikke i Drop ind, kan du altid tage et kig på vores ugetavle, hvor du kan finde alle de voksnes placeringer for dagen.
Med børnenes ord er Rikke: "...sjov at drille, og hun driller tilbage!" - 5. klasser.
"...god til at vide, hvis der er nogen, der er kede af det eller alene. Så kommer hun hen og kigger til dem og leger med dem." - 5. klasser.










